Skriveskolen: giv din blog stemme

Det allervigtigste er at din blog har stemme. Men stemme er også den sværeste størrelse at forklare. Det vigtigste ved en velfungerende stemme er din intention og dit engagement om at sige noget vigtigt. Man kan sige, at det vigtigste for om ens stemme fungerer er, om man fortæller sin tekst til læseren. Om man virkelig er oprigtigt interesseret i at nå ham. Sat på spidsen har stemme ikke direkte noget med tale at gøre.

Det er ikke målet i sig selv at skrive, som man taler, men derimod at skrive, så teksten taler til læseren.

Stemme er noget af det sværeste at lære, da det ikke er en og samme størrelse i alle sammenhænge. For hver ny tekst skal stemmen passe til en ny stemning, et nyt emne, en ny modtager og en ny situation. Det bedste hjælpemiddel til at få stemme i teksten er en imaginær læser. Forestil dig ham, tal med ham. Lad ham stille spørgsmål til teksten, når den keder ham eller han ikke forstår den, eller når den virkelig får ham til at spidse øren. En imaginær læser hjælper dig til at skrive efter et godt fokus: Han kan hjælpe dig med at give de relevante informationer på rette tidspunkt, i den rigtige rækkefølge, i et varieret sprog, i et varieret tempo, og i en varieret stil. På den måde forøger du din chance for, at din blog bliver vedkommende og levende for din virkelige læser.

Sidst men ikke mindst. Brug Høreprøven: Læs din tekst højt for dig selv, og lad andre læse den. Det er den bedste måde at sikre sig om teksten har stemme.

Kommentarer