Læseraktivering

Levende kvaliteter i en tekst er det som får teksten til at leve for læseren. Kvaliteter, der gør, at læseren genkender, oplever eller fornemmer det beskrevne. Her følger en række kvaliteter:

Informationer. Vi skriver med informationer ikke med ord. Det er værd at huske på, når man skriver tekster, som skal være levende og interessante for læseren. Abstrakte eller fremmede emner skal anskueliggøres for læseren gennem konkrete detaljer, der appellerer til sanser og situationer, illustrative eksempler, facts og personlige erfaringer.

Mennesker er dejligt konkrete. Mennesker handler, tænker, føler, siger og mener. Det kan vi forholde os til, måske identificere os med. Levende mennesker eller mennesker, som har levet, er altid godt stof. De levendegør informationerne.
- Sted. At virkelig fornemme, hvordan der er bag fx. scenen på et teater, tilfører vores viden en ny dimension. Vi bliver indviede. Sceneriet (og teksten) står mere levende for os. Desuden giver en effektiv stedfornemmelse teksten troværdighed.

Sanser. Hvis det skal lykkes at formidle fornemmelsen af et sted eller en situation må læserens sanser tages i brug. Lyde, lugte, stemninger, smag, varme, kulde, følelser (fx skribentens - nervøsiteten før mødet med et stort idol fx) får stedet, personerne og historien til at leve for læseren.

Ord. Selv om vi skriver med informationer, er informationerne jo i ordene. Vælg derfor dine ord med omhu. Vælg fx aktive verber, fremfor passive - medmindre du vælger passivformen for at opnå en bestemt effekt.
Der er i orden at bruge særlige, lange og svære ord, hvis de bliver forklaret, er kendte af læseren i forvejen, eller netop skal have en fremmedgørende eller interessevækkende effekt. Men brug almindelige ord i den udstrækning, der findes ord, der dækker lige så godt som fremmedord.

Tempo. Det kan gøre en længere tekst mere levende, hvis man ind imellem skifter tempo v.h.a. anekdoter,, citater, korte dialoger eller en kort beskrivelse af en konkret detalje.

Sætnings- og afsnitslængde. En anden form for temposkift har at gøre med, at sætninger og afsnit bør variere i længden, sådan at korte sætninger og afsnit falder på steder med størst klarhed og eftertryk. Sætningsopbygning. Som hovedregel placerer du subjekt og verbet tæt på begyndelsen af hver sætningen. Altså, gør det tydeligt hvad der subjekt og hvad dette subjekt siger eller gør. Betragt dine sætningers subjekter og verber som henholdsvis operasangere og sang. Selvfølgelig kan man variere sætningsopbygningen sådan, at man af og til fylder mere på forfeltet. Så man ikke hver gang begynder med subjekt og verballed, men måske ender med dem. Sådanne skift skærper læserens opmærksomhed.

Anekdote. En kort anekdote kan ud over at bryde et ensartet tempo, skærpe tekstens fokus og levendegøre informationer for læseren.

Citater giver læseren mulighed for at høre andre stemmer end skri-bentens. De øger tekstens troværdighed og er gode til at understøtte vigtige pointer i teksten.

Dialog. Den dynamik der kan være i en dialog, og den afsmittende virkning to synspunkter kan have på hinanden, er et værdifuldt virkemiddel. Det får teksten til at leve for læseren, fordi det både giver ham mulighed for selv at overvære ordvekslingen og mulighed for selv at tolke meningen med dem.

Synsvinkel. En ellers lidt kedelig historie bliver levende og interessant, hvis man skifter den traditionelle synsvinkel ud med en ny. Hvis man fx. ser et byrådsmøde med et barns øjne. Det kunne være et barn af et af medlemmerne, som er bragt med, fordi babysitteren meldte afbud i sidste øjeblik. Helt nye informationer vil straks synes væsentlige. Og læseren får nye øjne at se med.

Fortæller. Som før nævnt er læserens mulighed for at identificere sig med personer i teksten vigtig, når man skriver levende tekst. En læser identificerer sig lettest med en historie skrevet i 3. person ental.

Stemme. Det allervigtigste i en tekst, er om den har stemme. Desvær-re er stemme også den sværeste størrelse at forklare. Teknisk set er stemme formentlig et sammensurium af alle de kvaliteter, der nævnt ovenfor, og måske flere til. Men det vigtigste ved en velfungerende stemme er skribentens intention og engagement om at sige noget vigtigt. Man kan sige, at det vigtigste for om ens stemme fungerer er, om man fortæller sin tekst til læseren. Om man virkelig er oprigtigt interesseret i at nå ham. Sat på spidsen har stemme ikke direkte no-get med tale at gøre.

Det er ikke målet i sig selv at skrive, som man taler, men derimod at skrive så det lyder godt og taler til læseren.

Det bedste råd til at få stemme i teksten er en imaginær læser. Forestil dig ham, tal med ham. Lad ham stille spørgsmål til teksten, når den keder ham eller han ikke forstår den, eller når den virkelig får ham til at spidse øren. En imaginær læser hjælper dig til at skrive efter et godt fokus: Han kan hjælpe dig med at give de relevante informationer på rette tidspunkt, i den rigtige rækkefølge, i et varieret sprog, i et varieret tempo, og i en varieret stil. På den måde forøger du din chance for, at teksten bliver vedkommende og levende for din virkelige læser.

Sidst men ikke mindst. Brug altid Høreprøven: Læs din tekst højt for dig selv, og/eller lad andre læse den. Det er den bedste måde at sikre sig om teksten har stemme.