
Fra block til blog: skrivemetode
Metoden til at skrive målrettet og personligt er ”Siger og skriver-metoden”: forestil dig at din læser (en ven eller en veninde som er interesseret, men uvidende om emnet) sidder overfor dig – eller at du skal fortælle det i telefonen. Skriv ned hvad du siger!
Tip! Skriv fx “Kære… jeg skriver til dig for at fortælle…” Når du har tømt sjælen på papir, sletter du bare navnet og indledningen. En metode benyttet af mange forfattere. Kører du død, skal du for alt i verden ikke tænke på hvilke ord der vil lyde godt. Brug den gamle retoriker Cicero’s råd: Hold dig til meningen – så vil ordene komme af sig selv!
For at blive bevidst om formålet med din tekst og hvem du skriver til bør du stille dig selv disse spørgsmål inden du begynder at skrive:
Formål
- Hvad er mit formål?
- Hvordan skal jeg formulere mig?
- Hvad skal teksten gøre ved læseren – eller for læseren?
Skal min tekst:
- underholde
- informere
- forklare
- vække følelser
- provokere
- give overblik
- andet (forklar!)
Modtager
- Hvem skal læse min tekst?
- Hvad skal min læser bruge min tekst til?
- Hvordan skal sproget og tonen være?
- Hvilke spørgsmål (indvendinger) vil min læser stille?
En tekst der bliver til efter denne metode har gode tekstkvaliteter, fordi
- Du retter dig ind på læserens interesser, forudsætninger, ordforråd
- Du kommer hurtigt til sagen (fokus) og undgår omsvøb (ved at slette indledningen)
Sidst men ikke mindst:Læs din tekst op! Hør om det lyder mundret og naturligt (er de vigtige ord fremhævet? Hænger sætningerne sammen? Kan man høre hvad der menes?) Knaser noget i oplæsningen så skriv om! “For det som snubler i ørets forgård, kommer ikke ind og påvirker følelserne”, som Quintillian, en anden romersk retoriker, så rammende udtrykte det.



- Jens Estrup's blog
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 1108 visninger
Kommentarer