Det eneste du kan opleve i dit parforhold er din egen tankegang
Har du nogensinde spurgt dig selv, hvorfor du egentlig gerne vil være i et parforhold? Hvis du har spurgt dig selv eller hvis du spørger dig selv nu, vil du sikkert opdage at svaret dybest set er at det vil du fordi du gerne vil være lykkelig. For det vil vi jo alle sammen gerne. Være lykkelige. Og det er netop det som mine artikler om parforhold her på levlykkeligt handler om. Hvordan du kan være lykkelig. Og ikke bare lykkelig engang imellem, men hele tiden. Det vil sige hvordan du kan være lykkelig...
- Uanset om du er single eller i et parforhold
- Uanset om du er sammen med din partner eller ej
- Uanset hvad der sker eller ikke sker i dit parforhold
- Uanset hvad din partner siger og gør (eller ikke siger og gør!)
Når du læser dette tænker du måske, ”Jamen hallo, det kan sgu da ikke lade sig gøre! Man kan da ikke være lykkelig i sit parforhold hele tiden! Det er fuldstændig umuligt og også umenneskeligt!”
Og svaret er at ja, så længe du tror på dine tanker om dit parforhold og om din partner, så længe du tror på vores mange kollektive myter om parforhold og kærlighed, så har du ret, så kan det helt sikkert ikke lade sig gøre at være lykkelig i dit parforhold hele tiden. Det er ganske enkelt umuligt.
For som jeg skriver i mine andre artikler om parforhold, så er det din tankegang der – på godt og ondt - bestemmer din oplevelse af dit liv (og af dit parforhold og af din partner). Det er din tankegang der bestemmer om du er lykkelig eller ulykkelig i dit parforhold. Ikke din partner eller din nuværende parforholdssituation.
Jeg ved godt at dette måske umiddelbart kan lyde fuldstændig langt ude, især fordi de fleste af os fra barnsben af har fået at vide fra alle sider at det modsatte er tilfældet, har fået at vide at vores lykke (eller ulykkelighed) har noget at gøre med ydre omstændigheder, såsom vores partner og det som vores partner siger og gør (eller måske snarere ikke siger og gør!).
Men er det virkelig sandt? Er det virkelig sandt at din lykke er afhængig af ydre omstændigheder? Er det virkelig sandt at din lykke er afhængig af dit parforhold og måden din partner er på, sådan som alle vores kollektive myter siger?
Det er et ret så vigtigt spørgsmål, ikke sandt! Især når det er din lykke det gælder.
Så lad os se nærmere på dette meget vigtige spørgsmål.
Hvad er årsagen til at du nogle gange føler dig lykkelig i dit parforhold og til at du andre gange føler dig ulykkelig i dit parforhold? Er det på grund af din partner? Eller hvis du er single, er det så fordi du ikke har en partner? Eller hvad?
For at vi kan få mere klarhed omkring dette meget vigtige spørgsmål er vi først nødt til at se nærmere på hvad virkeligheden er når det gælder denne ting kaldet for parforhold. På hvad virkeligheden er når det gælder dit, mit og enhver mand og kvindes parforhold. For ved at gøre det, vil du bedre kunne forstå hvad der er årsagen til at du nogle gange føler dig lykkelig og andre gange føler dig ulykkelig i dit parforhold.
Sandheden om parforhold
Hvis du ser nærmere på det så vil du se at sandheden eller virkeligheden om dit parforhold, din partner eller din parforholdssituation er at den er 100% præcis hvad den er lige nu. Hverken mere eller mindre. Jeg taler ikke om godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, om at det burde eller ikke burde være sådan. Jeg taler om virkeligheden når det gælder dig og parforhold lige nu. Ikke hvad du synes den burde være. Ikke hvad den kunne være. Ikke hvad du håber den vil være. Men bare hvad den er lige nu.
Og hvad er virkeligheden lige nu når det gælder dig og parforhold? Det er faktisk ganske enkelt. Virkeligheden lige nu er at enten er du i et parforhold eller også så er du single. Det er virkeligheden. Hverken mere eller mindre. Og lige nu, i dette øjeblik, er der absolut ikke noget du kan gøre ved det. Jo du kan prøve at finde dig en partner hvis du er single, og jo du kan gå på den og den dating site eller hænge ud i den og den singleklub, og måske vil du finde dig en partner, måske ikke. Men virkeligheden lige nu er at enten så er du single eller også så er du i et parforhold. Det er det. Ganske enkelt. Hverken mere eller mindre.
Og hvis du er i et parforhold, så er virkeligheden at du lige nu enten er sammen med din partner eller ikke er sammen med din partner. Det er virkeligheden. Hverken mere eller mindre. Og hvis du ikke er sammen med din partner og godt kunne tænke dig at være det, så kan du eventuelt ringe til ham og høre om han har lyst til at komme forbi eller bede ham om at komme hjem hvis I bor sammen. Og måske vil han gøre det, måske vil han ikke. Men lige nu, i dette øjeblik, så er virkeligheden at du enten er sammen med din partner eller ikke er.
Og hvis du er i et parforhold så er virkeligheden også at din partner er præcis sådan som han eller hun nu engang er og at din partner siger og gør præcis det som han eller hun nu engang siger og gør (eller ikke siger og gør!). Enten så piller han næse eller også så gør han ikke. Enten så hjælper han til med det huslige eller også så gør han ikke. Enten så ser han en masse TV eller også så gør han ikke. Enten er han interesseret i selvhjælp eller også så er han ikke. Enten er han typen der giver dig blomster og chokolade eller også så er han ikke. Det er også virkeligheden. Hverken mere eller mindre. Din partner er som din partner nu engang er. Ikke det som du synes han eller hun burde være. Ikke det som du håber eller tror på eller forventer at han eller hun burde være. Men bare det som han eller hun er. Det er virkeligheden. Og jo, selvfølgelig kan du bede din partner om det du vil have, og jo selvfølgelig kan du foreslå ændringer, hvis du mener at der er en bedre måde at gøre tingene på. Men når alt dette er sagt og gjort, når du har gjort hvad du kan, står du stadig tilbage med virkeligheden som den er lige nu. Som er at din partner lige nu er præcis sådan som din partner er lige nu.
Det er virkeligheden. Sandheden om dit parforhold. Og om alle menneskers parforhold. Hverken mere eller mindre.
Men hvad så med lykke?
Hvis du ser nærmere på det, hvis du ser nærmere på hvad det er du tænker (for eksempel om dit parforhold og din partner), og på årsag-og-virknings-sammenhængen mellem din tankegang og det du oplever og føler, så vil du også se at du kun kan være ulykkelig, at du kun kan have det dårligt, hvis du tror at din partner burde være anderledes end han eller hun virkelig er. Med andre ord, når du tror at virkeligheden som den er lige nu (for eksempel måden din partner er på lige nu) burde være anderledes end den er.
Hver gang du tror at virkeligheden burde være anderledes end den er lige nu, så lider du. Så enkelt er det faktisk. Så hver gang du føler dig ulykkelig i dit parforhold kan du vide at det er et tegn på at du gør modstand mod virkeligheden, et tegn på at din tankegang er ude af harmoni med virkeligheden.
Som du lige har set, så er virkeligheden når det gælder dig og parforhold hvad den nu engang er. Enten er du single eller i et parforhold. Enten er du sammen med din partner eller også så er du ikke sammen med din partner. Enten gør din partner det ene eller også så gør din partner det andet. Det er virkeligheden lige nu. Og hver gang du tror at virkeligheden burde være anderledes end den er, hver gang du tror at dit parforhold eller din partner burde være anderledes end det er lige nu, så lider du.
Hvis du for eksempel tror på tanken at din partner ikke burde bruge så meget tid på at surfe på nettet. Og virkeligheden er at din partner (uanset hvor mange gange du måske har bedt ham om ikke at gøre det) bare bruger meget tid på at surfe på nettet - hvad sker der så, hvordan har du det så? Du føler modstand mod det der sker. Du føler stress eller du bliver vred og frustreret. Måske angriber du din partner og snerrer ad ham, måske lukker du dig inde i dig selv og bliver kold og fjern. Kort sagt, DU bliver ulykkelig.
Og omvendt, hvordan ville du have det hvis du ikke kunne tro på tanken at din partner ikke burde bruge så meget tid på at surfe på nettet som han gør (og det betyder ikke at du ikke kan bede ham om det du vil have)? Hvordan ville du have det hvis du så at virkeligheden er at din partner bare bruger meget tid på nettet (eller i hvert fald mere tid end du synes han bør bruge)? Hvordan ville du have det hvis du så at det er virkeligheden? Ville du ikke føle meget mere fred, meget mere accept, meget mere rummelighed - meget mere kærlighed? Ville du ikke føle mindre modstand? Og hvordan ville det påvirke dit forhold til din partner? Ville der ikke være meget mere lethed og glæde i din måde at behandle din partner på? Kort sagt, ville DU ikke være meget mere lykkelig?! (Og igen betyder dette ikke at du, hvis du ikke vil have en partner der ikke bruger så meget tid på at surfe på nettet, ikke til hver en tid kan gå ud af døren og prøve at finde dig en der er mere kompatibel med dine ønsker.)
Om du er lykkelig eller ulykkelig afhænger af din tankegang
Hvis du ser nærmere på ovenstående eksempel vil du se at virkeligheden i begge tilfælde er 100% præcis den samme. I det første tilfælde, det hvor du synes at din partner ikke burde bruge så meget tid på at surfe på nettet, er virkeligheden at din partner bruger meget tid på at surfe på nettet (eller i hvert fald mere tid end du synes han burde bruge). I det andet tilfælde, det hvor du ikke tror på din tankegang, det hvor du ikke tror på at din partner ikke burde bruge så meget tid på at surfe på nettet, er virkeligheden også at din partner bruger meget tid på at surfe på nettet. I begge tilfælde er virkeligheden 100% præcis den samme. Men forskellen er at i det første tilfælde føler du dig ulykkelig og frustreret. Og i det andet tilfælde føler du dig lykkelig og fredfyldt.
Og hvad er forskellen på de to tilfælde? Som du kan se ligger årsagen til at du kan have to vidt forskellige oplevelser af præcis den samme situation i din egen tankegang. Det er din tankegang der afgør hvordan du har det med det faktum at din partner bruger så meget tid på at surfe på nettet som han nu engang gør. Det er din tankegang der afgør om du har det dårligt med det eller ej. Ikke hvad din partner gør eller ikke gør.
Det samme gælder en hvilken som helst anden parforholdssituation du måtte befinde dig i lige nu. Hvis du er i et parforhold, så er det din tankegang der afgør hvordan du har det med at være i et parforhold – ikke det faktum at du er i et parforhold. For nogen mennesker har det godt med at være i et parforhold, mens andre har det skidt. Hvad er forskellen? Og hvis du ikke er sammen med din partner lige nu, så er det din tankegang der afgør hvordan du har det med ikke at være sammen med din partner lige nu – ikke det faktum at du ikke er sammen med din partner lige nu. For igen har nogen mennesker det fint med ikke at være sammen med deres partner, mens andre har det rigtig dårligt med det. Hvad er forskellen? Og hvis din partner siger eller gør et eller andet, så er det din tankegang der afgør hvordan du har det med det som din partner siger eller gør – ikke det faktum at din partner siger eller gør det som han eller hun nu engang siger og gør. For nogle mennesker ville have det fint med at have en partner der opfører sig sådan som din partner gør, mens andre mennesker ville have det rigtig dårligt med det. Hvad er forskellen? Og hvis din partner går fra dig eller er sammen med en anden (eller hvis du går fra din partner eller er sammen med en anden), så er det din tankegang der afgør hvordan du har det med det – ikke det faktum at din partner er gået fra dig eller er sammen med en anden (eller at du er det). Nogen mennesker har det fint med at deres partner går fra dem, mens andre mennesker går fuldstændig amok. Hvad er forskellen? Og så videre og så videre. For det er din tankegang der afgør hvordan du har det. Det er din tankegang der afgør om du er lykkelig eller ulykkelig i dit parforhold. Ikke din partner eller din parforholdssituation.
Jeg ved godt at dette måske kan lyde meget radikalt, især fordi de fleste af os det meste af vores liv har troet at det er den ydre omstændighed der er årsagen til hvordan vi har det. Men hvis du ser nærmere på det, hvis du ser nærmere på måden dit sind fungerer på, så vil du se at det er den indre omstændighed, din tankegang og din fortolkning af det der sker i det ydre (for eksempel det din partner gør eller ikke gør) der er årsagen til det du føler.
Nøglen til din lykke er i dig
Hvis du forstår det, så kan du også forstå hvorfor jeg i starten af denne artikel sagde at det godt kan lade sig gøre at være lykkelig hele tiden i dit parforhold. Fordi årsagen til din lykke eller ulykkelighed ligger i din egen tankegang. Ikke i ydre omstændigheder eller i din partner. Og hvis du tænker over det, så er dette rent faktisk ekstremt gode nyheder. Fordi det betyder at nøglen til din lykke ligger hos dig! Ja, hos dig! Ikke hos din partner! Tænk engang over hvor fedt det er!
Og tænk engang over hvor frygteligt det ville være, hvis det ikke var sådan! Tænk engang over hvor frygteligt det ville være hvis det var sådan at din partner kunne påvirke din lykke eller ulykkelighed. Tænk over hvor dårligt du ville have det hvis det var sandt! Og hvis du tænker over det, så kan du sikkert også bedre forstå hvorfor så mange af os er så ulykkelige når det gælder parforhold. Fordi vi tror at vores lykke har noget at gøre med vores partner eller vores parforhold.
Ja, ”Djævelen” (vores forvirrede tankegang) har virkelig gjort det godt!
Men heldigvis for os så er virkeligheden så genialt skruet sammen at årsagen til vores lykke eller ulykkelighed, til det vi oplever og føler, ikke har noget med ydre omstændigheder at gøre, ikke har noget med vores partner at gøre, men med vores tankegang. Og de gode nyheder er at din tankegang er noget som er inden for din kontrol. Din tankegang er noget som du kan arbejde på og ændre. Og med det mener jeg at du kan arbejde på at bringe din tankegang mere i harmoni med virkeligheden (med andre ord, du kan lære at se og acceptere det som er lige nu og holde op med at gøre modstand mod det). Og jo mere du gør det, jo mere klarhed, fred og lykke vil du opleve i dit parforhold.
Jo, du kan godt arbejde på at finde din drømmepartner, og jo du kan godt bede din partner om at gøre det du vil have, men om du finder din drømmepartner eller om din partner gør det du beder om, har du absolut ingen kontrol over i sidste ende. Det eneste du har kontrol over er din egen tankegang. Og det er din tankegang som er nøglen til din lykke.
At leve i harmoni med virkeligheden er ikke det samme som at være passiv
En af de reaktioner jeg ofte får fra folk når de hører dette (en reaktion som jeg også selv havde dengang jeg først begyndte at blive mere opmærksom på årsag-og-virknings-sammenhængen mellem min tankegang og min oplevelse) er, ”Jamen, betyder det så at jeg bare skal være passiv? At jeg ikke kan have nogen ønsker og præferencer når det gælder parforhold? At jeg bare skal acceptere det som er og ikke aktivt arbejde på at forbedre tingene eller skabe mig det liv og det parforhold som jeg ønsker?”
Og svaret er at nej, det betyder det bestemt ikke. Hvis du ser virkeligheden som den er lige nu og lever i harmoni med den, betyder det så at du bare vil sidde stille og gøre ingenting hele dagen lang? Hvis virkeligheden for eksempel er at din partner ikke gør det du vil have, hvad tror du så er den mest konstruktive og sunde indstilling:
Modstand: ”Jeg har bedt min partner om det jeg vil have. Og han har sagt nej. Sikken en idiot. Han er så selvoptaget. Han tænker kun på sig selv. Hvis han virkelig elskede mig, ville han gøre det jeg vil have. Han elsker mig ikke. Han burde gøre det jeg vil have.”
Accept: ”Jeg har bedt min partner om det jeg vil have. Og han har sagt nej. Hvad gør jeg så? Skal jeg spørge ham igen? Eller skal jeg spørge en anden? Eller skal jeg prøve selv at give mig det jeg vil have? Det kunne også være interessant. Spændende med alle de muligheder. Hvor er jeg glad for at han har sagt nej!”
Eller hvis din partner er gået fra dig:
Modstand: ”Min partner er gået fra mig. Åh gud, det her burde ikke være sket. Hun burde ikke være gået fra mig. Hvordan kunne hun gøre det! Det klarer jeg aldrig. Jeg kan ikke klare at være alene. Det her er frygteligt.”
Accept: ”Min partner er gået fra mig. Interessant situation. Sikke meget ekstra rum det giver. Hvor spændende. Gad vide hvilke nye spændende ting og mennesker vil strømme ind i det ekstra rum? Jeg tror jeg vil begynde at gå til salsa – man ved jo aldrig hvem man møder.”
Eller hvis du er single:
Modstand: ”Jeg er single. Det er frygteligt at være single. Jeg kan ikke holde ud at være alene. Jeg finder aldrig en ny partner. Jeg vil være alene resten af mine dage. Åh gud, hvor jeg bare håber at min næste date vil gå godt!”
Accept: ”Jeg er single. Interessant situation. Hvordan er det? Hvilke muligheder er der i det? Hvorfor er mit liv bedre fordi jeg er single lige nu? Hvad kan jeg bruge al den ekstra tid og rum til? Det bliver spændende at se om jeg møder en ny.”
Som du kan se fra ovenstående eksempler er virkeligheden i begge tilfælde (både det hvor du gør modstand mod virkeligheden og det hvor du lever i harmoni med virkeligheden) 100% præcis den samme. I begge tilfælde er virkeligheden lige nu som den er. Du har bedt din partner om det du vil have og han har sagt nej. Din partner er gået fra dig. Du er single. Og det er der absolut ikke noget du kan gøre ved. Det er virkeligheden. Du kan trygle og bede og råbe og skrige og gøre modstand mod det alt det du vil, men det vil ikke ændre på situationen.
Men der er anden måde du kan reagere på hver situation. Og det er med accept.
Og hvilken en af disse to reaktioner er mest konstruktiv og handlekraftig? Som du kan se fra ovenstående eksempler er ”modstands-reaktionen” (i modsætning til hvad mange af os umiddelbart tror) slet ikke konstruktiv – den er tværtimod ret så destruktiv, ja nogle gange lige frem paralyserende. Mens ”accept-reaktionen” faktisk er særdeles konstruktiv og handlekraftig. ”Accept-reaktionen” er et åbent sind og et åbent hjerte der byder virkeligheden velkommen med åbne arme. Et sind der hele tiden er åbent for hvilke spændende nye muligheder den nuværende situation måtte bringe.



- Tim Ray's blog
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- 547 visninger
Kommentarer