Sjælens forunderlige sprog

om poesiens betydning for vores indre liv

Selvhjælpsbøger bugner fra alle hylder i enhver boghandel med anvisninger på snart sagt hvad som helst. Og mens selvhjælpsbøgerne sælger i tusindvis af eksemplarer er det normalt, at en god dansk digtsamling kan sælge 300 – 600 eksemplarer.

Men poesien har et helt andet bud til os. Poesien kan åbne vores hjerter. Uden at fortælle os hvordan. Den får os til at mærke livet – reflektere over livet. Den får os til at stille spørgsmål. Men den giver os ikke syv svar på et bedre liv. Den anviser ikke en vej. Den minder os om, at vi er mennesker, og den banker på døren til det dybeste af det, der findes i os.

                             ***

Den berømte tyske forfatter Thomas Mann har engang udtrykt at:

      digteren er det menneske, hvis liv er symbolsk

Og vi kan lære af digteren – at opfatte vores liv symbolsk, at opfatte tegn og undere omkring os, som hele tiden bringer bud om det, der sker i vores liv. Hvis vi virkeligt er opmærksomme, vil vi opdage, at alt kan være en besked til dybere lag af vores sjæl. Naturen omrking os bærer en fortælling i sig om livets foranderlighed. Når vi stædigt fastholder forestillingen om bestandigheden som noget vi kan klamre os til: jeg vil at dette eller hint skal bestå, forholdet til min elskede, forholdet til mine børn, alt skal leve for evigt og intet må forandre sig i min verden – når vi er plaget af den slags tanker behøver vi blot at iagttage naturen. For bringer den ikke netop og på smukkeste vis bud om livet, døden og opstandelsen?

Hvis vi iagttager et træ, hvilket jeg selv har mulighed for, da der står et æbletræ lige uden for det vindue hvor jeg dagligt sidder og arbejder med musik og skriverier, hvis vi iagttager træet, og hvis vi følger træets gang, så vil vi se, det ubestandige lige for vores øjne. Og vil vil se, at det er smukt. Og uundgåeligt. Uanset hvor afhængig jeg måtte være af at klamre mig til illusionen om det evigt bestandige, så vil jeg se, at intet træ kan bære grønne blade eller rosa æbleblomster om vinteren, hvor alt har brug for hvile. Men jeg vil også se, at alt igen skal opstå fra vinterens hvide hvile. Hvis blot jeg venter og hviler med træet.

Træet kan på sin egen poetiske måde lære os om livets aller største spørgsmål. Træet tvinger os ikke. Træet minder os bare om, at liv skal følges af død, som skal følges af opstandelse. Det kan endda være vi ikke er opmærksomme på denne påmindelse, men den er der hele tiden, og mildt minder den os om, at intet skal bestå i den samme form for evigt.

Jeg kunne lære af digteren, som fortæller mig, at mit liv er symbolsk. Jeg kunne lære af træet. Jeg kunne indstille mig på, at der er en fortælling i alt der omgiver mig. Uanset hvad der sker i min indre verden, vil jeg kunne finde fortællinger om dette i den ydre verden. Og når jeg giver verden lov at tale, vil jeg opdage, at den hele tiden har talt, og at den hele tiden taler. Det er kun et spørgsmål om at være åben for billederne og deres betydning.

Netop dette at vi er nødt til at være åbne er en vigtig faktor i det bevidste arbejde med poesien. Vi vil opdage, at i store situationer i livet er vi generelt mere åbne for denne form for tale, som finder sted i billeder. For poesien er netop et let sprog, der ikke tynges af forklaringer eller anvisninger. Bare billeder, der peger mod noget dybt i os selv. Noget vi allerede ved men som vi måske har kastet røgslør over eller som vi bare ikke har følt os klar til at vide. Men når vi oplever hjertets åbning for eksempel i forbindelse med en nærtståendes dødsfald, så vil stort set alle mennesker være modtagelige for et smukt digt om døden og forgængeligheden. Og dette kan netop vise os, at:

 det er en forudsætning for at opfatte poesiens sarte sprog, at vi er åbne i hjertet. For poesien er hjertets og sjælens sprog.

Et digt kan få os til at skifte frekvens fra det rationelle plan til hjertets plan. Når jeg for eksempel læser Morten Nielsen, som skriver: ”Vi går med hinanden i hånden ind i en stjerne.”

Så fyldes jeg af sådan en dyb bevidsthed om hvor smukt det er at være tæt på et andet menneske. Så tæt, at man kan gå sammen ind i en stjerne. Jeg fyldes af dyb længes efter det dybe menneskelige møde, men samtididg fyldes jeg også af vished om, at dette møde ikke kan være bestandigt, for en stjerne kan ikke leve evigt, og jeg får næsten følelsen af at vandre ind i døden sammen med et nærtstående menneske.

Men sætningen er åben. Dette er mine associationer. Har man andre associationer på at vandre ind i en stjerne, så vil sætningen vække dette til live. Og digtet har ikke et endegyldigt svar. Det er netop dette, der kendetegner et digt. Vi får lov at mærke åbninger i os selv, og så må vi stå der overladt til os selv med det ubesvarede. For det er ikke digtets opgave at svare. Det er digtets opgave at vække de indre spørgsmål til live. At banke på døren til det, vi allerede ved, men som vi af forskellige årsager har mistet kontakten til.

Note: Ordet poesi kommer af det græske poiesis, som betyder at frembringe eller at skabe.

Bedste hilsener fra

Majbritte Ulrikkeholm

Rimfrost i sjælens have

 (et frostrim om rimfrost)

Der er rimfrost i sjælens have

tynd hvid hud har lagt sig over alt

så tynd at man kan skimte alt igennem

og huske det der leved her i sommervarmens sol

Og der er stadig æbler på træerne

der er de frosne gule blade og så er der bærerne

som lyser rødt af liv

bag al den tynde hvide hud

der dækker alt og stille bringer bud

om at alt det der skal til

er et enkelt menneskes varme åndedrag

et pust fra hjertet

en sang fra sjælen

da vågner haven af sin dvale

og al den tynde hvide hud

bli´r sløret hos en forårsbrud

                                                - Majbritte Ulrikkeholm