Forelskelse & Kærlighed

De fleste mennesker har en forestilling om at et godt parforhold handler om at møde den rette og jeg vil da være mægtig ked af at pille luften ud af alle popsange og amerikanske kærlighedsfilm ved at sige, at det gør det ikke.

De fleste forelskede vil påstå at de kan være helt sig selv med den nye kærlighed, at de aldrig har oplevet at blive set og hørt og forstået, som de bliver det nu. At det er ligesom de har fundet hjem, fundet deres sjæle-ven eller den halvdel, som nu kan give dem følelsen af at være hel. Det er rigtig dejligt at have det sådan OG det er en illusion. Forelskelse er nemlig en projektion.

Vi forelsker os ganske enkelt i vores eget spejlbillede i den udkårnes øjne. Når et andet menneske finder os spændende og fascinerende, klog, smuk, musisk eller sjov, så ser vi os selv som lige netop det. Deri består projektionen. Vi ser os selv som lige så skønne, som vores elskede ser os.

Når en ny kæreste endnu ikke har oplevet hvor morgengnavne vi er, hvor intolerante, hvor lidt rummelige og stjerne-irriterende vi nogen gange kan være, så kan vi selv leve i den illusion indtil hverdagen dukker op og tiden uværgeligt har bragt forelskelsen til det sted, hvor det den skal briste eller udvikle sig til næste stadie og blive til kærlighed.

Forelskelsen hjælper os med at finde hinanden og jeg tror der er en grund til at vi falder for dem vi gør, men vi vælger den ikke selv. Den slår ned når vi mindst venter det. Kærlighed derimod er noget vi vælger, det kan nemlig både være besværlig og fyldt med selvransagelse at få den til at fungere, så nogen vælger at bakke ud, når det bliver svært og så kommer forholdet aldrig videre.

Når forelskelsen skal udvikle sig til kærlighed, så er vi nødt til at se hinanden som dem vi er på godt og ondt. Vi er så og sige nødt til at hente projektionerne hjem. Det betyder at målet for vores forelskelse ikke længere kan forblive i et glansbillede af, hvem vi tror og ønsker os at han eller hun skal være, vi er nødt til at se på det menneske vi rent faktisk har foran os. Det er ikke altid et kønt syn. Ligeså lidt som det kan være at se dig selv i spejlet, med alt hvad du er.

Her bliver det svært for det er nu vi begynder at føle os overset, svigtet, ignoreret, skældt ud, kritiseret og forladt. Det gør ondt og vi tror det er den helt forkerte partner vi har mødt og det er her mange forlader forholdet, for at lede videre efter en anden, som ikke gør de ting vi hader og frygter allermest imod os.

Problemet er bare, at vi selv bærer brænde til bålet. Hvis du i din barndom ikke har lært at sige fra og sætte grænser, hvis du ofte er blevet ignoreret af din mor eller skældt ud af din far, så vil du ubevidst ”se” efter de samme mønstre hos en partner. Hvis du ikke kender til at føle dig underlegen/ikke respekteret/ignoreret, så skal der virkeligt meget til at du vil føle dig sådan som voksen. Hvis du derimod kender den følelse til hudløshed, så vil den nemt blive vakt i dig igen. Giver det mening?

Når jeg skriver at der er en grundt til at vi bliver tiltrukket af bestemte typer, så mener jeg at vi ubevidst søger de mennesker, som kan støtte os i at udvikle os. Med støtte mener jeg ikke på den rare ”jeg er hos dig uanset hvad” - måde, men også på den lede måde, hvor nogen kvinder får bank og mænd lægger ryg til alverdens nederdrægtigheder, fordi det er det de kender.

Udfordringen er at få øje på hvilke mønster du har med dig og dermed bryde det.

Kan du genkende en oplevelse, følelse eller fornemmelse fra din barndom lige nu i dit kærlighedsliv i dit voksenliv? Det er din vej til udvikling og til at lukke kærligheden ind i dit liv.

 Kærlige hilsner
Katrine Axholm