Skabelon-lykke eller mening?

Sidder på V-bar i Sullivan street og læser en kommentar min mor har skrevet på min blog. Den er fyldt med kærlige og indfølende ord - og så også lige den her passage:

For alle os synes det som om du havde/har alle muligheder for at leve hvis ikke et lykkeligt liv (hvem gør det?), så i hvert fald et tilfredsstillende liv med alle dine ressourcer, din uddannelse, din skønhed, både den indre og ydre, dit smukke hjem, dine fantastiske venner og – ikke at forglemme – din familie. Tilsyneladende er/har dette ikke været nok?

Og den minder mig om, hvorfor jeg besluttede at skifte efternavn og rejse til New York. Det er jo lige præcis det L… de har lært os. (ja ja, i bedste mening osv)

At hvis du ser ud på en bestemt måde, hvis du klarer dig godt i skolen, hvis du har en god familie, hvis du har en god uddannelse etc, så må du da også være lykkelig… eller i det mindste tilfreds!

Men hvad ved jeg eller nogen om, hvad lykke er?

Det eneste jeg ved, er, at sådan en færdiglavet skabelon-lykke mest af alt findes i mit og andres hoveder. Og at jeg er træt af at være i det hovede fyldt med dræbende logik og angst og skabelon-lykke. Træt af at vente på, at et normalt liv med job, mand, børn osv dumper ned i min verden.

Lykken skaber jo ikke sig selv.

Jeg er nødt til at gå ud og lede. Gå på opdagelse. Og nu hvor jeg er her i Land of freedom, City og dreams, kan jeg godt se, at det skulle jeg fandme da have gjort for mange år siden!

Fulgt sulten, fulgt begejstringen og sat Frk. Forklaring på pause imens. For det her giver mening uden, at jeg lige kan rulle en fornuftig forklaring ud, der kan tilfredsstille hovedet.

Tjeneren på V-bar signalerer at min panini er færdig. Går op til baren, mens jeg spekulerer på om det ville have givet mening, hvis jeg havde sat en seddel på døren derhjemme:

 “Er gået på opdagelse i fremtiden – forklaring følger...måske.”

Læs mere om Helena's navne og identitetsskift

__________________________

Helena Christiansen

Kommentarer

Skabelon-lykke eller mening? af Helena | Levlykkeligt.dk