Lille, kæmpestore spejl på gaden der!

Jeg er stadig jetlagged, træt og lidt forvirret, da jeg render tilfældigt ind i et par venner på gaden.
Jeg knuser dem overrasket, men kan mærke afstand mellem os. De kigger lidt mærkeligt på mig og spørger hvorfor jeg har skiftet navn?

Jeg prøver at forklare, men kan ikke få det ned i en oneliner, der ændrer det distancerede udtryk i deres øjne. Jeg bliver helt frustreret og lidt såret.

Et par dage senere taler jeg med en anden ven om episoden og finder ud af, at det folk ikke kan lide, er, at jeg tager en venindes navn. At jeg skulle have opfundet mit eget. Det er ikke nyt, uafhængigt eller originalt nok.

Men det interesserer mig ikke. Jeg har mine egne grunde.

Jeg vil være mere livskreativ, skabe mit liv ud fra det jeg længes efter. Min søster (som andre kalder min veninde) er kunstner og har skabt sit liv med symbolske ritualer, så jeg bruger hende som rollemodel, hendes navn som symbol. Jeg er ligeglad med om det er nyt, uafhængigt eller originalt. 

Men jeg forstår godt, hvorfor folk reagerer sådan. Jeg forstår godt, at folk synes, det er mærkeligt eller bliver bange for, at det ikke er godt for mig. Og jeg forstår også, hvorfor jeg støder ind i det på gaden lige nu.

For det er jo de samme grunde, som fik mig til at afvise forslaget for 3 år siden. Jeg sagde nej fordi jeg var bange for at miste min identitet og blive overtaget af hendes.

Den frygt har været lukket inde i en lille boks i mit sind lige siden og nu forstår jeg, at deres reaktioner gør, at jeg kan åbne den kasse og lade frygten komme ud.

Jeg forstår det ikke lige i det øjeblik på gaden der, men et par dage senere, ser jeg det. De er mig. Og de giver mig bare chancen for at slippe mine egne begrænsende tanker.

Sikke en frihed.

Læs mere om Helena's navne og identitetsskift

Helena Christiansen