Genfødt og klar til 2012!

3 måneder senere: Det er bare et lille stykke papir, men det får mit hjerte til at banke. Fødsels- og dåbsattest, står der med store sorte bogstaver øverst. Ordet fødsel giver mig en klump i halsen og et øjeblik er jeg i tvivl – er det glæde eller sorg, det her?

Jeg er stadig ikke Dalai Lama-agtig nok til at kunne rumme alle de dårlige følelser, ønsker mig stadig kun de ubetinget gode.

Men det er en helt maggi-terning af blandede følelser, der koger indeni, blandt andet glæde over endelig at kunne kalde mig Helena Kalsmose helt legalt. Og sorg over tabet af det så velkendte Spliid Christiansen. Og en spirende frustration ved tanken om, at det ikke ender her.

For på min nye fødsels- og dåbsattest står der, at mit fulde navn nu er Helena Kalsmose-hjelmborg. Og det er både rigtigt og forkert og pisse forvirrende.

Efter at navne-reglerne havde stoppet mig i at ændre mit navn juridisk, var det som om alt andet også stoppede. Det var i august og i næsten 3 måneder derefter havde jeg mistet inspirationen og begejstringen. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op og kunne simpelthen ikke fatte, hvis vejen endte blindt.

Indtil en dag, hvor min søster kom og foreslog, at jeg tog hendes fulde navn, som bestod af Kalsmose og hendes mands efternavn, Hjelmborg. Ved at binde deres to navne sammen med en bindestreg, var det blevet til ét navn, som kun hun og hendes mand hed og som de derfor ville kunne give mig tilladelse til at få.

I modsætning til første gang, hvor jeg tænkte over det i 3 år, så slog jeg denne gang til efter en uges betænkningstid. Og det satte gang i en ny proces. En ny tur til New York – et nyt ritual, en ny renselse og en ny vision under udarbejdelse.

På den tredje tur til New York blev det klart. At hvis jeg ville, var der en mand, business, venner og fremtid derovre. Men jeg ville ikke. Jeg ville hjem til mig.

Og jeg ville konstruere mit eget bindestregs-navn med Kalsmose.

Og det er alt dette, der farer gennem hovedet på mig, mens jeg står der med fødsels- og dåbsattesten i hånden og ikke ved om jeg skal juble af glæde fordi det er lykkedes eller græde ved tanken om, at at det ikke kan afsluttes endnu.

Måske skal jeg bruge mit ene efternavn og kalde mig Kalsmose-Christiansen? Hvad betyder Christiansen - min fars navn - for mig? Hvilke kvaliteter har jeg med mig derfra? Og hvad vil jeg gerne ændre? Det kræver en undersøgelse mere.

Som min ex-kæreste engang udbrød, efter jeg havde bedt ham flytte pendlerne over et bord (som jeg blev ved med at finde en ny plads til) for 3. – måske 5. gang: “Det stopper aldrig med de lamper!” Og det samme kunne man få lyst til at sukke om mit navneskift. Stopper det aldrig?

Men det er ikke bare et navn. Det er min vision for mit liv. Og det stopper jo ikke, sålænge hjertet slår. Så jeg må hellere sørge for at nyde turen og være rejseklar altid. Have pas og penge i lommen - og en flaske champagne under armen.

For man skal huske at fejre sine succes´er inden næste udfordring fylder opmærksomheden. Og imorgen – nytårsaften 2011/12 - skal jeg fejre, at jeg går ind i det nye år med en helt ny energi og en helt ny vision for mig selv.

I mit næste liv vil jeg være go-go-dancer, men i 2012 vil jeg være kreativt skabende, stærk og produktiv.

Det er ikke bare et nyt år, der begynder. Det er et nyt liv. Genfødt som Helena Kalsmose.

Skål!

Og tak til jer, der har fulgt med i føljetonen. Der er flere små historier fra anden tur til New York på den engelske blog: www.helenakalsmose.com og billeder på facebook siden til de visuelle. Ellers ses vi måske igen her på LevLykkeligt i 2012.

Godt nytår til alle.

Helena Christiansen