Er et parforhold kun en succes hvis det varer for evigt?

Forleden sad jeg med en klient og hjalp hende med at undersøge sine tanker om - gæt hvad - vores allesammens yndlings-hade/elske-emne: Parforhold selvfølgelig. Kvinden var blevet skilt fra sin mand for nogle år siden og siden da havde hun følt at deres forhold - et forhold hvor de havde været gift i mere end 10 år og fik tre dejlige børn sammen - havde været en fiasko.

Jeg spurgte hende hvorfor hun følte at deres forhold havde været en fiasko og hun så på mig som jeg var lettere åndssvag. Hun svarede at forholdet selvfølgelig var en fiasko fordi forholdet var endt.

Da jeg spurgte hende om hun følte det samme om de forhold hun havde haft før ægteskabet med sin mand, svarede hun ja. For hvis et forhold ender, sagde hun, så må det jo være et tegn på at det var en fiasko. Kvinden troede - for at sige det lige ud - at et parforhold kun er en succes hvis det varer for evigt.

Og det er hun bestemt ikke alene om. Faktisk er overbevisningen om at "et parforhold kun er en succes hvis det varer for evigt" noget som de fleste af os i større eller mindre grad tror på. En overbevisning der bindes sammen af flere andre overbevisninger såsom at "Jo længere et parforhold varer, jo bedre" og "Folk der er i ét længevarende forhold er lykkeligere end folk der er i adskillige kortere forhold".

Og ikke nok med at denne overbevisning er noget som mange af os i større eller mindre grad tror på, det er også en overbevisning som har rigtig ulykkelige konsekvenser for mange af os. For de af os som er i et parforhold der på et tidspunkt ender resulterer denne overbevisning i at vi ofte går rundt og føler at vores parforhold var en fiasko (lige som min klient følte det). Og for nogen af os har troen på denne overbevisning den konsekvens at den får os til at blive i ulykkelige parforhold eller ægteskaber, på trods af at man måske er vokset fra hinanden eller at forholdet ikke længere fungerer særlig godt eller støtter partnerne.

Men er denne stærke kollektive overbevisning om parforhold overhovedet sand? Har den overhovedet noget med virkeligheden at gøre når det gælder mænd og kvinder og parforhold? Og hvordan er denne overbevisning overhovedet opstået?

En af de primære årsager til at overbevisningen om at vores parforhold er en fiasko hvis det på et tidspunkt ender (hvad enten det er efter 3 måneder, 3 år eller 30 år) er opstået, er jo nok at det i sagens natur er de færreste par der går fra hinanden fordi de har det rigtig godt sammen. De fleste par går fra hinanden fordi forholdet ikke længere fungerer, fordi en eller begge parter er utilfredse eller fordi man er vokset fra hinanden. Hvornår har du sidst spurgte en ven hvorfor hans eller hendes forhold endte og fået svaret, "Jamen vi havde det simpelthen så godt sammen, vi havde matchende værdier og mål og livsstile, og vi talte bare så godt sammen og var hinandens bedste venner og havde et skønt sexliv og... ja, det var simpelthen for meget af det gode... så derfor besluttede vi os for at gå hver til sit..." Nej vel! Sådan går det jo for langt de fleste menneskers vedkommende ikke!

Så derfor er der selvfølgelig ikke noget at sige til at de fleste af os ofte går rundt med en følelse af at et forhold der på et tidspunkt ender er en fiasko. Fordi vi som mennesker ganske naturligt har en tendens til at huske den sidste periode i forholdet hvor tingene ikke længere fungerer, og ikke alle de mange måneder, år eller årtier hvor forholdet måske fungerede godt og man delte mange gode ting sammen.

En anden stærk medvirkende årsag til at denne overbevisning er opstået er ordene i vores kristne vielsesritual:

"Vil du elske og ære ham, og leve med ham i både medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?"

Men hvor meget har ordene i sådan et ældgammelt vielsesritual at gøre med virkeligheden når det gælder parforhold for de fleste mennesker i dag? Lad os prøve at sammenligne mænd og kvinders virkelighed i det 21. århundrede med dengang dette vielsesritual blev opfundet:

* I modsætning til dengang dette vielsesritual blev opfundet har kvinder i dag (i hvert fald i den vestlige verden) lige så meget frihed til at leve og skabe deres eget liv som mænd har. De bestemmer selv hvem de vil være i parforhold med og de kan forlade parforholdet hvis det ikke er tilfredsstillende for dem.

* Dengang dette vielsesritual blev lavet var gennemsnitslevealderen også langt kortere end den er i dag. Så for et par at være sammen "til døden os skiller" var dengang heller ikke så længe som det kan være for par i dag! På grund af den forbedrede levestand lever både mænd og kvinder i dag langt længere end de gjorde i gamle dage. Hvilket gør at "til døden os skiller" altså for mange kan være meget, meget lang tid!

* En anden vigtig forskel på dengang og i dag er at mænd og kvinder i dag (blandt andet på grund af den meget længere levealder) typisk går igennem adskillige "inkarnationer" i løbet af et liv. Ikke nok med at mange af os har adskillige jobs i løbet af vores liv (og nogle skifter endda karriere/erhverv op til flere gange), mange af os er også i gang med en meget hurtig udvikling på det indre plan. Det er som om om vi går igennem adskillige faser eller "liv" i løbet af det samme liv. Så hvorfor skulle det samme ikke gælde vores parforhold og relationer?

Så der er altså en verden til forskel på virkeligheden i dag og måden vores samfund var på dengang dette vielsesritual blev lavet.

Men hvordan ville vi have det hvis vi levede mere i harmoni med virkeligheden når det gælder vores (skiftende) parforhold?

Hvordan ville du have det hvis du anså det område af dit liv der hedder "parforhold" på samme måde som du sikkert anser din karriere - som et område hvor du i løbet af dit liv sandsynligvis (men ikke nødvendigvis) vil have flere partnere, i takt med de forskellige faser du gennemgår i dit liv?

Hvordan ville du have det hvis du anså det at dit parforhold på et tidspunkt endte som en succes og ikke som en fiasko? Som et tegn på at du har fået de gaver og lektioner der var i denne oplevelse - og at du nu er klar til at gå videre til noget endnu bedre - måske på et tidspunkt med en ny partner?