Lone Eleonora's blog

Når vi udvikler os, kan vi selv tydeligt mærke, når noget ændrer sig
indeni, og når vi begynder at være og agere anderledes, end vi hidtil
har gjort. Vi kan selv føle forvandlingen og glæde os over den, men kan
samtidig opleve det, som om andre slet ikke ser og anerkender os i den
nye form.

Den spirituelle vej handler om at åbne vores hjerter og komme i kontakt med vores guddommelige kerne af ren bevidsthed. De fleste af os træder ind på denne vej tilskyndet af sjælen, men med egoet ved roret, idet egoet kan se visse fordele ved denne vej.

Mens den islandske vulkan har sendt masser af aske op i atmosfæren og har lammet det meste af det europæiske luftrum, har jeg endnu engang foretaget min egen indre rejse, uden at røre mig synderligt ud af flækken. Selvom dette langt fra er første gang, og nok heller ikke sidste, kan jeg mærke at jeg endnu engang er kommet et lille bitte skridt nærmere på min autentiske kerne.

Det meste af mit liv har jeg været udstyret med en sund skepsis og har, for at sige det som det er, været temmelig fordømmende overfor andre mennesker. Alle jeg kom i nærheden af blev målt og vejet, og hvis jeg gennem længere tid havde en relation til dem, blev den ofte endevendt i en uendelighed.

Jeg åbner igen mit hjerte,
der uden at jeg bemærkede det,
lukkede sig godt og grundigt i.

Lukkede sig så grundigt,
at for længst glemte følelser
som jalousi, had og fordømmelse
dukkede op og fløj omkring i fri dressur

Pludselig havde egoet sat sig på forsædet igen
uden at jeg helt havde set det komme.

En vigtig regel i den ”store spirituelle håndbog for begyndere” hedder noget i retning af: ”Du skal ikke tage ting personligt.” Uden tvivl en vigtig vej til indre ro og glæde, for den der formår at følge den.  Når vi kan lade tingene passere igennem os, og ikke tage det personligt, gør vi vores indre tilstand uafhængig af, hvad omgivelserne måtte mene om dette og hint.